tirsdag den 12. februar 2008

070822 Torsdag

Torsdag 22 august 2007, 19. 52, Sindian City.

Hej alle

Så er jeg vel ankommet til Taiwan og har det fint. Turen herned var ok, men jeg fik ikke sovet alt for meget – kun 3 timer. Da jeg kom herned blev jeg mødt af ca 10 mennesker, der virkelig virkede glade for at se mig. De stod med banner og tog en masse billeder. Kort efter kørte vi hjem til lejligheden, hvor min første værtsfamilie bor. De hedder Wu til efternavn. Det ligger cirka 100 oppe af en bjergside, og der er ret god udsigt over Taipei og de omkringliggende bjerge. Og så er der frisk luft – desværre ikke airkondition. Det tager omkring 20 min at komme til Taipei centrum, men der har jeg endnu ikke været. Jeg har mit eget værelse – ind mod klippevæggen. Det er fint, for så er det lidt køligere. Det er lidt svært at vænne sig til fugtigheden her, men det går nok. Varmen er ikke så slem. Lejligheden er fin – ikke noget overvældende, men fin. Familien er meget venlig, og de er faktisk ret gode til engelsk. Faren har en sjov accent, men snakker rigtig godt engelsk, moren har et stort ordforråd, men snakker ikke så godt og datteren, Holly eller Chien-Chien, snakker rigtig godt uden accent, Eric (eller ming-ban – cirka) på 10, forstår meget lidt engelsk, så han bliver lidt udenfor og larmer så ret meget, men hvis man laver noget med ham er han fin nok. Moren, Mei, er hjemmegående, og det betyder, at der ikke er så mange pligter – man må gerne tage ud fra bordet. Faren, Eliot eller Zhi-Ming, er netop i gang med at opkøbe en virksomhed med over 1000 ansatte i Shanghai, så han har lidt travlt. Han er også meget venlig og god at snakke med. Han synes den danske skat er åndsvagt høj :P
Jeg synes jeg er kommet ok i gang med sproget, men det er ret svært at huske ordene. Det ligner jo slet, slet ikke de danske. Til gengæld er der ikke så meget grammatik. Mange af ordene ligner hinanden meget, og deres skriftsprog synes ret usystematisk, så der skal man ligesom lære tegnene for hvert ord at kende. De har et andet alfabet, der består af tegn for lyde, og det er ikke så slemt, så regner med at lære det snart.
Det er spændende herude, men også mærkeligt at være så langt væk og så et sted, der ligner hjem så lidt som det her.
Jeg vil være på skype oftere end msn, og regner med at uploade billeder til flickr.com løbende – men det skal jeg nok skrive.
Jeg håber i alle har det godt.

Kærlig hilsen

Thomas

PS: Hvis der er nogen, der ikke ønsker opdateringer i ny og næ, eller hvis der er nogen, der ikke har modtaget denne mail, men gerne vil have den – sig da venligst til.

Ingen kommentarer: