Mandag skete ingenting specielt, hehe.
Tirsdag havde vores skole (Wanfang) arrangeret at os 6 udvekslingsstudenter besøgte en elementary school og brugte eftermiddagen der. Vi startede med at få en kort introduktion og så væltede det ellers ind med børn i skolens konferencelokale (selv en lille skole for børn har åbenbart sådan et med biografsæder og en lille scene med pult og det hele). De var skolens 5. og 6. klasser.
Hver udvekslingsstudent holdt en præsentation om vores respektive lande på ca 5-10 min. Det var naturligvis af stærkt variende kvalitet, specielt fordi vores kinesisk-niveau ikke er lige højt allesammen, og ikke alle havde samme puplikumtække. Jeg var den sidste og synes selv - og fik også at vide - at jeg tog den med storm. Det gik altså ganske godt for min præsentation, hvor jeg blandt andet sammenlignede Jadebjerget (Taiwans højeste bjerg) med vores egen Møllehøj (9 cm højere end Yding Skovhøj). Jeg havde også lavet fine animeringer af befolkningstal og sat landene op ved siden af hinanden for at sammenligne størrelse. Og så vækker det altid misundelse, når jeg fortæller om dansk velfærd - ikke mindst SU, der er højere end hvad de fleste lønmodtagere tjener her.
Herefter var der to opvisninger fra nogle af eleverne på violin og diabollo. Musikken var god og diabolloerne ville vist ikke helt som de skulle...
Mens nogle af de andre lærte eleverne "Mester Jakob" på deres sprog, blev jeg interviewet til ikke mindre end 3 aviser (to havde billeder med i trykken). Vi gik så sammen over i gymnastiksalen, hvor vi lavede nogle lege og danse, som jeg ikke fatter at børn på 11-12 år syntes var sjove, men det gjorde de altså.
Til sidst blev der taget billeder og vi fik en snak med skoleinspektøren.
Jeg havde medbragt fint tøj, så jeg klædte om og var klar til koncert med Londons Symfoniorkester! Ja tak!

De eneste andre, jeg kunne få med, var Babette og hendes veninde fra Holland, der var på besøg, så vi tog til den ret flotte National Concert Hall og spiste inden koncerten. Bygningen er i klassisk kinesisk stil med masser af krummelurer og orange svunget tag, og så er den mega stor! Desværre er den under renovering for tiden, så stilladser skæmmer dens ydre.
Aftenens program:
Turnage Lullaby for Hans
Henze Seconda sonata per archi
Brahms Violin Concerto
Tchaikovsky Symphony 6
Det startede stille ud med nogle strygerstykker. De var meget fine, smukke og lette. Der var en solist, Nikolaj Znaider, der spillede en koncert af Brahms og det var mildest talt meget imponerende. Helt utroligt rene toner, som med lethed fyldte hele salen. Og så er det selvfølgelig også lidt flot at huske sådan 20 minuters musik udenad og ikke spille en eneste (hørbar) fejl.
Efter pausen kom så Tchaikovsky! Så var der fuld knald på med fraceringer fra det letteste lette til tunge passager med smæk på både bækner og gong-gong. Der var i alt 4 stykker med en klar udvikling fra meget mørkt i starten til lettere og lettere og mere og mere harmonisk og melodisk.
Det var virkelig en super oplevelse at høre et af verdens bedste symfoniorkestre! (som bonus kan jeg nævne at det er dem der spillede til det der Ringenes Herre)
Det var også lidt sjovt at se, hvad folk havde valgt at tage på den aften. Jo, der var nogle, der var klædt ordentligt på, men selv nede på rækkerne til 2000 kr pr sæde sad der folk i striktrøjer og kastetter. Folk var dig godt tilfredse med musikken og dirigenten Vladimir Jurowski måtte komme ind på scenen og modtage applaus 4 gange og skrive autografer til over 200 mennesker bagefter!

Jeg var hjemme lidt over midnat og nåede at få tre en halv timers søvn inden jeg stod op næste morgen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar